IDÉEN OM ET LANDSKAB
Sommeren 2023 viser vi tre malere som fra vidt forskellige udgangspunkter forbinder landskaber og erindring i deres værker. De følelser man var hensat i på det sted, eller
som opstod i én lige dér, eller som nu kommer til udtryk i billedets udsnit af verden.
Martin Askholms (f. 1967) “formelle landskabsmaleri” er udstillingens afsæt, og titlen stammer fra hans egen beskrivelse af hans værker. “Mit maleriske ærinde er ikke at gengive et landskab med nøjagtig fotografisk præcision. Det kan fotografiet gøre meget bedre. Udgangspunktet er at gengive en følelse som stedet gav mig da jeg selv var der.”
I snart 200 år har kunstnere fra P. C. Skovgaard over Johannes Hofmeister til Per Kir-keby fortolket Læsøs natur og terræn. Nogle af Asger Jorns akvareller kan se ud som
landkort, og hos Kirkeby kan man finde farver fra Sønder Nylands lavvandede havbund.
Udstillingen tager denne tradition et helt nyt sted.
Hvor Martin Askholms malerier begynder med hans egne feriefotografier, maler Tommy Johansson (f. 1975) frem øjeblikke af en natur som i et og alt er metaforer forfølelsesmæssige erfaringer; men hans værker er udført i samme format som et almindeligt fotografi, monteret på den type karton man bruger til fotoalbums.
Jeppe Kruses (f. 1952) billeder er udført i løbet af få øjeblikke; med blæk på ubehandlet lærred fremkalder han “abstrakte erindringer”, hvor man ser spor og konturer af byer, maskiner, mennesker; en indre verden som en strøm af fragmenter fra den man bevæger sig rundt i.
Sammen skaber de tre kunstnere en sfære udenfor tid og rum, selv om netop de to ting hører til forudsætningerne for et landskab. Fra forskellige vinkler ledes vi over til det subjektive blik der observerer og fortolker. Disse værker fører ikke naturen ind i et udstillingslokale, men gør os opmærksomme på vores egen unikke sansning af en verden vi passerer igennem.
Martin Askholm
Idéen om et landskab
Landskabsmaleriet som vi kender det i dag fik sit store gennembrud efter at John Goffe Rand i 1841 opfinder malertuben. For de kommende generationer af kunstnere blev det nu muligt attage både maling og lærred og med ud i landskabet og male i fri luft. Særligt impressionisterne gjorde landskabet populært i bredere og mere folkelige kredse. Impressionisterne indfangede det flygtige i lyset og vejret, og det handlede mere om kunstnerens personlige oplevelse end at gengive noget detaljeret og korrekt. Det er i dag nogle af de mest populære malerier på udstillinger på alverdens museer og trækker altid fulde huse. Samtidig hører de også nogle af verdens dyreste malerier.Inspirationskilderne til landskabsmaleriet er mange og det er umuligt for mig ikke at holde af Monets utallige malerier af Høstakke, eller snelandskaberne fra Norge. Van Goghs solhede malerier fra Sydfrankrig med cypresser, kornmarker og hvirvlende himler. Den Canadiske Group of Seven fra 1920erne og 1930erne, mageløst og nyskabende.
J.F. Willumsens og Felix Vallotons symbolistiske landskaber i banebrydende kolorit, for blot at nævne nogle få.
Når jeg husker tilbage så var de 2 første malerierjeg malte, netop landskaber.
Det var en slags fantasilandskaber med bjerge og floder der løb imellem -og en måne der lyste overbjergene. Begge holdt i kølige blå og grå farverog en kold hvid som måne.
Det største maleri medbragte jeg som gave tilmin mor som for nyligt var flyttet til Holland. I forvirringen glemte jeg paprøret med maleriet i på Amsterdam Centraal Station -og hvor maleriet befinder sig i dag ved jeg ikke. Senere malede jeg surrealistiske malerier med nåle, biler, bjergeog vanvittige skyer og da jeg blev optaget på Det Kongelige Danske Kunst Akademi var landskaberne helt forsvundet til fordel for det mere konceptuelle og akademiske maleri.
Landskaber er erindringsbærende. Jeg kanstadig huske udsigten fra mine bedsteforældres gård. Både igennem kastanjetræernes over til Åge og Mies husmandssted med det grønne tag og det lange kik ned mod Assensvej med de
nyligt installerede kæmpe elmaster der løb som snore ud i horisonten ned mod Gamborg fjord. Netop det landskab er med på udstillingen, ikke det med elmasterne, men landskabet med Fjorden. Min barndoms sommerferiebadested, Føns strand. Maleriet er et stilistisk poplandskab af en fuldmåne over fjorden, maleriets titel er ligeledes Måne
over fjorden. Landskabet er malt i ultramarinblå, hvid og grå. Både himmelen og vandet er ultramarinblåt i hver deres valør. Ensfarvet og uden strøg eller toninger i. I himlen er en blå sky inspireret af Hiroshige Andōs træsnit fra 1800tallet.Fuldmånen er helt hvid med en svag korona og en lige så hvid spejling af månen i fjordens stille
vand. En tydelig hilsen til Edward Munchs maleri Måneskinn, fra 1895.
Jeg vil ikke som sådan kalde mig landskabsmaler.Det er en eviggyldig genre, da alle kender og kan forholde sig til et landskab. Men det er en genre jeg er vendt tilbage til med jævne mellemrum. Genren er interessant for mig da det ofte kun er det maleriske der i spil da maleriet allerede er defineret som landskab og dermed tillader flere eksperimenter rent malerisk. Mine landskabsmalerier tager udgangspunkt i mine egne turistfotografier fra rundt om i landet, altså velkendte ikoner i det danske landskab som enhver anden persons feriebilleder. Alle har været i et landskab, set et, gået i det, kørt forbi eller igennem. Sejlet imod et landskab, eller fløjet henover. Og hvis man ikke har nogen af delene, så har man i det mindste hørt om et landskab.
Hvorfor er det at landskabet er evigt tilstede ikunsten og i vores liv? Hvem er ikke stoppet op for at tage et foto af en smuk solnedgang for at fastholde øjeblikket. Så man kunne gemme øjeblikket til senere? Dele det med andre, eller
ligefrem prale af det? Vi har alle gjort det, og gør det stadig. I dag har alle en smartphone med et kamera i så det er ligetil og hurtigt at tage et foto for at fastfryse, fastholde øjeblikket, oplevelsen, mindet.
I efteråret var jeg på Læsø for at opsøge mulige forlæg til nye landskaber. Jeg har i landskaberne fra Læsø eksperimenteret mere med selve det optiske fokus end de mere fladeorienteret landskaber som også er repræsenteret på udstillingen med en håndfuld tidligere malerier. I maleriet Danzigmann har jeg ladet horisonten stå knivskarp som var den skåret med en skalpel -og forgrunden sløret og uskarp. Det er et malerisk forsøg på at efterligne den oplevelse man kan opleve når man skifter fokus frem og tilbage i et landskab -mellem horisont, mellemgrund og forgrund. I det større maleri Hals, Læsø har jeg taget skridtet videre og ladet både himmel og forgrund stå uskarpe mod en smal skarp horisont i midten af maleriet.
På udstillingen ses også 11 mindre malerier hvor himlen og horisont er de væsentlige elementer. Læsø er som det meste af Danmark omgivet af vand, så det kystnære landskab er velkendt for de fleste. Det er særligt tydeligt på Læsø da der ikke er særligt langt til den allestedsnærværende kyst. I 6 horisontstudier og 4 skystudier har jeg forsøgt at tilstræbe mig et lettere og mere skiftende udtryk i kolorit men også i stemning. Det formelle greb er at de 6 horisont malerier har den samme horisontlinje og det samme stykke himmel. I skystudierne er det den samme type sky.
Mit maleriske ærinde er ikke at gengive et landskab med nøjagtig fotografisk præcision. Det kan fotografiet gøre meget bedre. Udgangspunktet er at gengive en følelse som stedet gav mig dajeg selv var der. Den følelse vil jeg gerne formidle videre, hvis det da overhovedet er muligt. Det kan være en mild romantisk aftenrøde, et begyndende gry som kaster olme skygger eller et pisgult lys i et overskyet vinterlandskab. Alt det vil jeg også genre have at beskueren skal se -og umiddelbart sanse. Altså ikke et rigtigt landskab som sådan, men idéen om et landskab.
Maj 2023
Martin Askholm